Designertyv fanget efter 164 dage på flugt
Den 22-årige mulige designertyv klarede 164 dage på fri flugt. Arkivfoto. Foto: www.colourbox.com
En ung mand, der stak af fra politiet i april, blev i går anholdt, og skal grundlovsforhøres i dag, sigtet for tyverier af designermøbler.

han var anholdt for organiserede tyveri af designmøbler og tyveri af flere biler, men under transporten fra et arresthus til et andet, stak han af. Det skete 10. april i år.

Siden har 22-årige Casper Sejer Hansen været på flugt fra politiet indtil i går, hvor han blev fanget og anholdt. I dag skal han grundlovsforhøres.

Ifølge Nordsjællands Politi blev den unge mand genkendt af en ansat ved politiet, og anholdelsen foregik uden dramatik.

Den 22-årige formodede designertyd har ellers skjult sig godt. I 164 dage nåede han at holde sig fra politiets søgelys, selvom Nordsjællands politi 9. august gik til medierne for at få hjælp til at finde ham.

Casper Sejer Hansen blev anholdt i november sidste år for 17 tilfælde af tyverier af designermøbler og flere biltyverier, skrev ekstrabladet tilbage i august. Sammen med ham blev en medsammensvoren og en person, der var mistænkt for hæleri, anholdt.