At sætte børn i verden gør ondt – økonomisk. En mor tjener gennemsnitligt 2-5 procent mindre end en kvinde med samme uddannelse - men uden børn.
Især dårligt uddannede kvinder tjener mindre, når de bliver mødre. Fædre tjener mere.
Det viser en ny undersøgelse, som associate professor Marianne Simonsen, Aarhus Universitet, har udarbejdet for Beskæftigelsesministeriet.
Jo flere børn, kvinden sætter i verden, jo mere "straffes" hun på lønnen. Det er især, når børnene er helt små, at kvinden tjener mindre.
Fædre, derimod, får 2-6 procent mere i løn end mænd, der ikke har børn. Jo flere børn, manden har, jo mere tjener han.
Især små er dyre
”Mødre har typisk lange karriere-afbrydelser og dermed mindre erhvervserfaring end ikke-mødre på samme alder,” siger hun til Avisen.dk
”En anden forklaring kan være, at kvinder med børn i højere grad end andre kvinder bruger tid og energi i hjemmet og ikke på arbejdspladsen og derfor accepterer jobs med lavere løn. En tredje er, at mødre står svagere i lønforhandlingssituationer, fordi de er geografisk bundne," siger hun
Hun forklarer, at det for mødre kan opleves omkostningsfyldt – og dermed uoverkommeligt - at flytte sine børn ud af institutioner og de eksisterende sociale rammer.
Mødrene indhenter lønforskel
Mødrene indhenter imidlertid en del af lønforskellen, når deres børn bliver ældre.
Men fordi de i en periode har tjent mindre, vil mødrenes samlede indkomst gennem arbejdslivet være lavere end indkomsten for kvinder uden børn.
Dårlig uddannelse gør ondt
Uddannelsesniveauet har betydning for lønforskellene. Jo længere uddannelse moderen har, jo mindre er lønforskellen mellem mødre og ikke-mødre.
En kvinde med en grundskoleuddannelse tjente i gennemsnit 132 kr. i timen i 2006. En kvinde med samme uddannelse – og med børn - tjente i gennemsnit 125 kr. pr. løntime.
For kvinder med lang videregående uddannelse er der til gengæld ingen særlig "lønstraf" forbundet med at være mor, konkluderer forskeren.
Læs forskningsrapporten