Den nye mand i chefstolen hos Den Europæiske Centralbank (ECB), italieneren Mario Draghi, valgte i dag - meget uventet - at sætte renten ned fra 1,5 til 1,25 procent.
"Trods den økonomiske krise, kommer det som en kæmpe overraskelse. Vi havde troet, at ECB ville have ventet med at trække det her kort. I virkeligheden er det her et udtryk for, at de ser langt værre på den økonomiske krise end hidtil," forklarer Mikkel Høgh, der er seniorkonsulent ved BRF Kredit.
For danskerne betyder rentenedsættelsen mulighed for billigere lån.
"Alt i alt kan boligejere med rentetilpasningslån se frem til historisk lave renter i det kommende år," forklarer han, men understreger, at dagens rentenedsættelse overordnet ikke er en god ting for den danske økonomi, da renten i forvejen allerede er meget lav.
"Jeg tror ikke, at den her rentenedsættelse i sig selv betyder, at forbrugerne vil holde op med at spare meget op. Forbrugerne sparer op, fordi de er bekymret for fremtiden, og man må sige, at dagens rente nedsættelse er ikke fordi, det går bedre med økonomien - snarer tværtimod," lyder den dystre melding fra Mikkel Høegh, som tilføjer:
"Umiddelbart ser det ikke godt ud for den fremtidige økonomi - men man kan sige, at det er godt, at der er nogen, der handler, så økonomien igen kan komme på rette fode."