Når landets kendte optræder i sladderbladene er kendis-stylisten Dennis Knudsen ofte manden bag deres opsatte hår og vilde makeup, men i denne uges udgave af Se og Hør er det Dennis Knudsen selv, som pryder de kulørte sider.
Ifølge eb.dk. har en gruppe drenge nemlig solgt en håndfuld billeder til ugebladet, hvor de er i meget kærlig kontakt med frisøren på et bøssediskotek.
"Det er åbenbart nogle fyre, der har set for meget 'Paradise Hotel'. Måske har de prøvet at komme med i 'Paradise Hotel' uden held, og så har de i stedet set deres snit til at sælge nogle billeder til Se og Hør med en kendis. På den måde har de så fået deres uges 'fame' i et billedblad," siger Dennis Knudsen til eb.dk.
De fleste af billederne viser en gruppe drenge med bar overkrop, som danser sammen med Dennis Knudsen, mens de har godt fat i hans bagparti.
"De hev mig med ud på dansegulvet, hvor de i provokation begyndte at tage blusen af sig selv. De får dog ikke mig til at tage blusen af. De begynder også at rage på mig, mens de meget ivrigt tager en masse billeder," fortæller Dennis Knudsen
Selv om drengene ragede på ham inviterede frisøren dog stadig drengene hjem til ham selv for at feste videre.
"Vi tager hjem og går i jacuzzien. Med underbukser på, mere skete der ikke," siger Dennis Knudsen.
Derhjemme blev det dog straks værre, da en af drengene så sit snit til at tage et nøgenbillede af Dennis Knudsen, da han vaskede kloren af sig under bruseren.