Den milde vinter forstærker butiksdøden

Salget af vintersko, vinterjakker, huer og handsker er så lavt, at detailbranchen lider under det. Butiksdød er uundgåeligt, lyder det.
Salget af vintertøj er så lavt, at det skubber yderligere til butikkernes udsatte, økonomiske situation.
Salget af vintertøj er så lavt, at det skubber yderligere til butikkernes udsatte, økonomiske situation. Foto: Colourbox

"Der er snart ikke noget, der hedder normalt længere i moderne detailhandel, fordi enten er det økonomien, eller også er det vejret."

Sådan beskriver markedsdirektør i Dansk Erhverv, Henrik Hyltoft, den dystre situation i landets sko- og sportsforretninger, hvor vintersalget er så lavt, at det trykker faretruende på butikkernes økonomi.

"Dem der sælger vintertøj, støvler, huer og handsker og så videre bliver ramt. De her Tyrell-støvler, som blev revet ned fra hylderne sidste år og var fuldstændig udsolgte, det vil du næppe opleve ret mange steder i år," siger Henrik Hyltoft.

Og det dårlige vejr, kommer oveni i endnu et år med nedtur.

"Vi regner med, at året som helhed kommer til at vise et fald i detailomsætningen på tre pct. Det er mange milliarder, det drejer sig om. Når vi oven i det har en inflation på to pct., så er det et pænt tilbageslag i kroner og ører, så vi kommer helt sikkert til at se nogle butikslukninger i den kommende sæson," siger Henrik Hyltoft.

Bortset fra danskernes generelle mistillid til økonomien, som har sat forbruget i tomgang, er det især mændene, som må bære skylden for det svigtende vintersalg.

De køber nemlig først vintersko og vinterjakker, når de får brug for det, og det betyder, at butikkerne lige nu brænder inde med store lagre.

Vinterudstyret bliver i stedet solgt på udsalg med store underskud, eller også gemmes de til næste år, hvilket også er en stor omkostning i lagerudgifter.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.