I 2010 rejser den lille havfrue til Shanghai, Kina, for at lade sig udstille på verdensudstillingen Expo2010. Men pladsen på Langelinie, hvor hun står i dag, kommer ikke til at stå tom, lover turistbureauet Wonderful Copenhagen.
"Jeg garanterer for, at der kommer masser af havfruetema på Langelinie i 2010. Der er et projekt i gang, hvor de arbejder med forskellige idéer. En af dem er at lade nogen meget kendte og dygtige kinesiske kunstnere fortolke Den Lille Havfrue," siger udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen Peter Rømer Hansen.
Dansk Folkeparti har forsøgt at forhindre udlånet af havfruen. Forslaget mødte dog temmelig ringe opbakning i folketingssalen. Og Peter Rømer Hansen afviser da også, at det skulle være synd for turisterne, som Dansk Folkeparti ellers påstår.
"For det første får de noget andet flot at kigge på. Og for det andet skal man tænke på, at vi regner med, hun har omkring 3. mio. besøgende i København om året, men i Kina regner vi med, at hun bliver set af 70 mio. mennesker," påpeger udviklingsdirektøren.
Han kan da også blankt afvise, at turisterne skulle vælge Danmark fra, fordi de ikke lige kan komme til at se havfruen - tværtimod.
"Der er ingen turister, der kommer til København alene for at se Den Lille Havfrue. Det er noget man ser, når man først er kommet. Derimod bliver det en rigtig god reklame for Danmark og dansk kultur, at vi tør at udlåne et af vores klenodier til verdensudstillingen," fastslår Peter Rømer Hansen.
Han understreger, at vi ikke bare kan sende en kopi af havfruen, fordi det ville være en tom gestus.