Under søndagens massedemonstrationer mod den egyptiske præsident Mohamed Mursi, har vrede demonstranter skudt med skarpt og kastet med sten og benzinbomber mod Det Muslimske Broderskabs hovedkvarter i hovedstaden Kairo.
Demonstranterne er stærkt utilfredse med præsidenten og Det Muslimske Broderskab, som han tilhører. De kræver blandt andet, at den nye islamisk-inspirerede forfatning bliver revideret.
Hos Det Muslimske Broderskab oplyser talsmanden Gehad El-Haddad, at det ikke er lykkedes de angribende demonstranter at trænge igennem kontorbygningens sikkerhedsforanstaltninger.
De seneste dage er adskillige andre af broderskabets kontorer blevet angrebet.
To mænd - inklusiv en amerikaner - blev dræbt, da Det Muslimske Broderskabs kontor i Alexandria blev angrebet fredag. Adskillige blev såret. Kontoret blev brændt og plyndret.
/ritzau/Reuters