Titusindvis af demonstranter fylder i dag gaderne i Irans hovedstad, Teheran.
Men blandt bannere og kampråb bliver der nu også brugt både tåregas og paintballpistoler mod de demonstranter, der støtter oppositionslederen Mirhossein Mousavi, oplyser flere øjenvidner.
Og selvom politiet altså har taget voldsomme midler i brug og også har truet demonstranter forud for dagens demonstrationer, så vil folk stadig vise deres mening.
Det mener den danske talskvinde for Frit Iran, Jaleh Tavakoli.
"Folk, der er imod regimet og for demokrati, har i flere måneder tænkt sig at gå på gaden i dag, fordi det er lovligt. De vil gå på gaden med deres egne krav og sætte deres egen dagsorden," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Landets tidligere præsident Mohammad Khatami og en af oppositionens ledere Mehdi Karroubi er samtidig blevet overfaldet på vej til en demonstration. Det er endnu uvist, hvem der står bag overfaldet.
Sammenstødene mellem politi og demonstranter sker på 31-års-dagen for den islamiske revolution. Nogle fejrer revolutionen og præsidenten Mahmoud Ahmedinejed, mens andre protesterer mod det regime, der blev dannet, da den iranske Shah blev væltet for 31 år siden.