Det Demokratiske Parti i USA har vundet en
historisk valgsejr i USA i nat, hvor de har fået flertallet tilbage i
Repræsentanternes Hus. Det har de ikke haft siden 1994, hvor
republikanerne vandt en jordskredssejr og fik flertallet i begge kamre
af Kongressen.
Det er endnu ikke sikkert hvilket parti, som får
flertallet i Senatet. Demokraterne har vundet tre ud af de seks
pladser, som de skal tage fra republikanerne for at opnå flertal i
Senatet.
Republikanerne snuppede tidligt onsdag morgen dansk tid
sejren i Tennessee. Derved var der kun tre stater tilbage, som ikke er
afgjort. Men hvis de tager alle tre, Montana, Missouri og Virginia, så
får de flertal i Senatet.
Repræsentanternes Hus får nu for første
gang en kvindelig formand, Nancy Pelosi fra Californien. Hun holdt
tidligere på morgenen sin sejrstale, hvor hun udtrykte beundring for
det amerikanske folk og sagde, at valgresultatet er en klar hentydning
til George W. Bush’s politik i Irak.
»Hr. Præsident, vi har brug for en ny retning i Irak,« sagde hun.
Men præcis hvad den anden retning i Irak vil blive, har Det Demokratiske Parti endnu ikke meldt noget ud om.
Det
Republikanske Parti har været plaget af skandaler det sidste år, hvor
der i Danmark har været mest opmærksomhed på Mark Foley sagen. Foley
havde i en årrække sendt sex-emails til unge mandlige praktikanter i
Repræsentanternes Hus. Den og andre skandaler har kostet republikanske
pladser. Både Foleys plads i Florida og Bob Neys plads i Ohio er blevet
overtaget af demokratiske politikere. Bob Ney tilstod tidligere på året
medvirken i en lobbyisme-skandale.