Den demente 68-årige mand, som fredag aften blev gennembanket af sin 37-årige søn i Jerslev i Nordjylland, er død.
Politiet oplyser ifølge Nordjyske.dk, at den 68-årige mand døde i nat af sine kvæstelser.
Den 37-årige søn forklarede i går i et grundlovsforhør, at det havde slået klik for ham, da minder om barndommens psykiske terror og fysiske vold vældede op i ham.
I første omgang blev manden anholdt og sigtet for grov vold. Men nu er sigtelsen blevet ændret til vold med døden til følge.
Den 37-årige er fængslet frem til 15. september. Han har boet i Norge i adskillige år, men vendte i juni hjem for at hjælpe sin far.