Anika vasker det røde ørkenstøv af sig under bruseren.

Der kan være langt mellem brusebadene i den belejrede by Musa Qala, hvor 140 danske soldater i august 2006 kæmper mod en overmagt af Taleban-krigere.

Pludselig flænses stilheden af lyden fra en mortergranat. Anika springer i tøjet, griber gevær, hjelm og skudsikker vest og stormer op på sin vagtpost, hvor hun åbner ild mod Taleban-krigerne.

Først bagefter får hun kigget ned ad sig selv. Hun er stadig gennemblødt efter badet og har shampoo i sit lange lyse hår.

En britisk soldat filmer hende med sit videokamera.

»Der har vi jo Combat Barbie,« udbryder han med et grin.

Ingen øjenkontakt

Siden den dag har navnet, der på dansk betyder Kamp-Barbie , hængt ved 24-årige Anika. Hendes platinblonde hår, grønne øjne og kønne ansigt leder tankerne hen på alt andet end blodig krig. Alligevel er Combat Barbie kendt af alle, der fulgte slaget om Musa Qala i det sydlige Afghanistan.

»Hun var en bemærkelsesværdigt effektiv maskingeværskytte og den eneste kvinde på basen,« skriver den britiske forfatter Patrick Bishop om Combat Barbie i bogen 3PARA .

»Det blev sagt, at hun aldrig tillod øjenkontakt med en eneste britisk soldat under hele udstationeringen,« skriver han videre.

Og rygtet er godt nok, fortæller Anika. Det var et bevidst valg.

»Den slags kan misforstås. Jeg ønskede ikke, at de skulle tro, at jeg flirtede. Vi var der for at udføre en opgave, og det andet havde været for uprofessionelt,« siger hun.

Sådan er Anika. Effektiv og professionel. Til stor forvirring for de britiske soldater, der tjener sammen med danskerne i Musa Qala. De har svært ved at fatte, at en ung blondine kan slås, skyde og køre bil som en mand.

Vil være betjent

Men det dobbelttydige kælenavn passer fint til Anika. Hun har nemlig altid haft begge sider i sig.

»Som barn var jeg tosset med barbie-dukker, tøj, drenge og almindelige pige-ting. Men samtidig har jeg også altid elsket at presse mig selv fysisk for at se, hvad jeg kunne holde til, når jeg løb eller dyrkede sport,« fortæller Anika.

Hendes hjem er over hele verden. Hun blev født i USA, var spæd i København, barn i Norge og ung i Aalborg.

Forældrene er akademikere, men tykke bøger har aldrig trukket i Anika. Allerede i gymnasietiden ønskede hun sig brændende at blive politibetjent, men efter gymnasiet var hun stadig for ung til politiskolen, og for at få noget livserfaring meldte hun sig til forsvaret.

»Fra den første dag var jeg fuldstændig vild med at være soldat. Man arbejder, sover og spiser sammen med sine kammerater hele tiden. Det er fedt. Samtidig presser man sig selv både fysisk og psykisk,« siger Anika.

Senere meldte hun sig til at blive udsendt i international tjeneste.

»Jeg ville opleve en helt anden verden end Danmark. Jeg havde tænkt på at blive nødhjælpsarbejder, men jeg havde på fornemmelsen, at der ikke skete nok.«

Beslutningen om at drage i krig i verdens brændpunkter blev køligt modtaget af familien.

»Min mor gik helt i chok, da hun hørte, at jeg skulle til Afghanistan. Det er klart, at det er hårdere for familien, som sidder derhjemme i uvished, end for os, som står midt i det hele. Men jeg havde truffet min beslutning, og så kunne jeg jo ikke pludselig svigte mine kammerater,« siger Anika.

Ingen særhensyn

Anikas mandlige kolleger lærer hurtigt, at den blonde kriger ikke svigter.

Både under eskadronens mange træningstimer og senere under de rigtige kampe mod Taleban viser hun sit værd. Og vittighederne om, at kvinder er dårlige soldater, forstummer. Til Anikas store lettelse.

»Jeg ville vise, at jeg er lige så god som mændene. At jeg kunne kæmpe på lige vilkår med dem,« siger Anika.

Derfor rammer det hende hårdt, da hun ved et uheld kommer til at køre sin delingsfører ned under turen til Musa Qala.

»Jeg går i chok. Tror først, at han er død. Det ville jeg aldrig komme mig over. Jeg frygter, at de andre tænker, at kvinder selvfølgelig ikke kan køre bil,« siger hun.

Delingsføreren overlever, og ingen bebrejder Anika. Men Anika føler, at hun på grund af uheldet skal stramme sig ekstra an og kæmpe hårdere for at bevise sit værd under missionen i Musa Qala. Igennem 35 dage bliver danskerne og deres britiske allierede beskudt stort set konstant, og flere af soldaterne bliver psykisk mærket af det konstante pres.

Men ikke Anika.

»Jeg var god til at lukke af, glemme raketterne og undgå at tænke over, hvad der kan ske. Simpelthen bare slå klappen ned og kæmpe videre.«

Ikke sart

I lejren opstår med tiden en særlig stemning. Bøvser, prutter og konstante samtaler om sex og kvinder fylder den mandsdominerede hverdag. Men Anika lærer at leve med det.

»Jeg er ikke sart. Så holder man ikke længe sådan et sted. Jeg forsøger at holde et civiliseret sprog, men jeg vil ikke have rollen som den pæne pige,« siger Anika, der også takker nej til separat sovesal og bruser, hvilket hun ellers har ret til som kvinde.

»Hvis man får særbehandling, bliver man heller ikke en ligeværdig del af fællesskabet. Der skal ikke tages bestemte hensyn til mig, bare fordi jeg er kvinde.«

For Anika er kampen i Musa Qala lige så meget en kamp for anerkendelse.

Derfor bliver hun lykkelig, da en kollega efter missionen klapper hende på skulderen og udbryder: »Du er sgu sej nok, Anika.«

»Det betød virkelig meget for mig. Så følte jeg mig virkelig som en af gutterne,« siger hun med sit karakteristiske skæve smil.

Gjorde det rigtige

I dag er hun netop stoppet i forsvaret. 1. oktober tog hun hul på drømmen om at blive politibetjent.

Nu er det i de danske gader, hun vil kæmpe for retfærdighed. Ganske som hun gjorde det i Musa Qala.

»Jeg ved ikke, om vi gjorde en forskel dernede. Men jeg ved, at vi gjorde det rigtige,« siger Anika.

Det blev hun for alvor overbevist om, da hendes deling i Musa Qala besøgte en forladt skole, som Taleban havde smadret. Børnenes farvestrålende tegninger fyldte stadig tavlen. Og alle bøgerne lå smidt ud på gulvet i laser.

»Da tænkte jeg: Børnene skal fanme have deres bøger tilbage. Det vil jeg i hvert fald kæmpe for.«