1908: Den daværende udenrigsminister Peter Alberti (V) må trække sig tilbage. Han indrømmer at have begået et underslæb for 18 millioner kroner. Det svarer til næsten 400 millioner kroner i nutidens penge. Alberti havde brugt midlerne til at finansiere voldsomme spekulationer i blandt andet guldminer.
1978: Den daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S) tvinges til at træde tilbage, da det kommer frem, at hun har boet på en luksussuite på Hotel Ritz i Paris på borgernes regning.
1987: Den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) undlader bevidst at behandle 6.000 tamilske flygtningens ansøginger om asyl, selvom forholdene på Sri Lanka, hvor tamilerne kom fra, er farlige. Ninn-Hansen kommer for Rigsretten - det er senest sket for en dansk politiker i 1910 - og i 1995 bliver han idømt fire måneders betinget fængsel. Den konservative regering trækker sig på grund af sagen, der bliver kendt som Tamil-sagen.
1997: Venstrepolitikeren Anders Møller bliver gennem Ekstra Bladet kendt som lurer-Anders. Han har kigget ind gennem et hul til kvindernes solarium i Køge Svømmehal. I 2002 stiller han sit medlemsskab af Venstre i bero for at skåne partiet for en sexchikanesag.
1997: Den daværende leder af Det Konservative Folkeparti Hans Engell kører galt på motorvejen med en promille på 1,37 efter en julefrokost. Han må et par dage senere trække sig fra posten. Tre år efter bliver Engell udnævnt til chefredaktør på Ekstra Bladet.
2003: Finansminister Thor Pedersen (V) bor ulovligt i sit sommerhus i Ramløse ved Helsinge i stedet for at bo på en af sine gårde ved Rørvig - lidt længere væk fra Christiansborg - som loven ellers foreskriver.
2005: Daværende familie- og forbrugerminister Henriette Kjær (K) meddeler sin afgang, da det kommer frem, at hun har domme mod sig som dårlig betaler. Det er dog hendes mand, der står for det meste, forklarer hun efterfølgende.
Har du selv eksempler på andre danske politikere, der er kommet i fedtefadet? Så skriv dem i kommentarfeltet herunder.