Som noget helt nyt har en deltager i TV 2-successen 'Vild med dans' fået fri fra at deltage i live-programmet. Derfor er det en videooptagelse af René Dif og dansepartner Louise Dons, der vises i aftenens udsendelse.
Årsagen til René Difs fraværd er, at han og bandet Aqua er i Oslo og spille koncert, skriver B.T.
"Det er selvfølgelig med blandende følelser, at jeg skal stå i et andet land, mens 'Vild med dans' ruller over skærmen," forklarer Dif til avisen.
At René Dif har fået lov at være væk fra live-programmet er en sensation. Det er ikke tidligere i programmets historie sket, at en af deltagerne har været fraværende. Men hos TV 2 var man advaret på forhånd og var ikke tvivl.
"Vi ville rigtig gerne have ham med. Og vi mente, at vi i sjette sæson var rustet til at løse den udfordring, det ville være, hvis han ikke kunne være til stede," siger Gitte Madsen, underholdningschef på TV 2.
René Dif har to gange tidligere været i farezonen, og kan meget vel havne dér igen i aften. Sker det, sætter TV 2 endnu engang båndet i afspillerne, og viser den samme rumba én gang til.