For den nette sum af 12.000 kroner kunne man tirsdag købe otte billetter til EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Norge, der spilles i Parken 6. september næste år.
Men billetterne eksisterede slet ikke.
Det var hjemmesiden allebilletter.dk, netop lanceret af Berlingske Media, der viste videre til Worldticketshop.com, hvor billetterne var til salg, og det forarger DBU.
"Allebilletter.dk videreformidler øjensynligt kontakt til en uautoriseret salgskanal, en udenlandsk side, som har billetter til salg til en pris, som langt overstiger det, en almindelig løssalgsbillet bør koste. Det ligner sortbørshandel, men vi vil undersøge sagen nærmere", siger kommunikationschef i DBU, Lars Berendt, til Politiken, og fortsætter:
"Desuden er der tale om, at allebilletter.dk bruger vores logo uden at have fået lov til det", siger kommunikationschefen.
Unionen har nu fået en advokat til at se på sagen, og man agter at gå hele vejen for at få sat en stopper for ulovlighederne.
Allebilletter.dk er ejet af britiske Tixdaq Limited, men selskabet havde i går ingen kommentarer til sagen.
Billetterne er ikke længere til salg på allebilletter.dk, og DBU's logo er ligeledes fjernet.
Kilde: Politiken