Der bliver ikke nogen tur med ligalandsholdet til en fjern og varm destination denne vinter for de hjemlige Superliga-spillere.
DBU har nemlig besluttet at aflyse turen af økonomiske hensyn.
"DBU gennemfører ikke den traditionelle træningstur for de aktuelle og potentielle A-landsholdsspillere - Ligalandsholdet - denne vinter. Sportsligt udbytte forventes ikke at ville stå mål med investeringen," lyder det på dbu.dk.
Landstræner Morten Olsen ærgrer sig over beslutningen, fordi han betegner ligalandsholdet som en vigtig rugeplads for kommende profiler på A-landsholdet.
Men han vælger at fokusere på den næste opgave.
"Vi har med landskampen mod England på FIFA-datoen onsdag den 9. februar sikret os en særdeles kompetent modstander til A-landsholdet som forberedelse til EM-kvalifikationskampen mod Norge i marts," siger Olsen til dbu.dk.