Det skal være slut med dårlige baner i Superligaen.
DBU er klar til at tillade kunstgræs i landets bedste rækker. Det siger DBU's formand Allan Hansen til Sporten.dk.
"Jeg tror, der kan åbnes for tilladelse til at spille på kunstgræs i løbet af foråret med ikrafttræden fra sæsonen 2012/13," siger han.
Både i Sverige, Norge, Holland, Østrig, Schweiz, Frankrig og Italien spilles der på kunst i de bedste og næstbedste rækker.
Tilladelsen til at spille på kunstgræs kommer samtidig med, at DBU er ved at undersøge, hvordan de almindelige græsbaner kan gøres bedre.
"Til det arbejde forhører vi os hos nogle af de eksperter, vi har i landene omkring os og herhjemme. Vi skal undersøge, hvilke muligheder der er, og hvad det koster," siger Allan Hansen til Sporten.dk.
I FC København glæder man sig over udsigten til, at kampbanerne hos konkurrenterne får et løft.
"Ligaen er en milliardforretning og banerne noget af det vigtigste for kvaliteten og udviklingen af vores produkt," siger sportsdirektør i FC København Carsten V. Jensen til Sporten.dk.