Arla og Dong Energy vil stadig være at finde på fodboldlandsholdets trøjer efter næste sommers VM-slutrunde i Sydafrika.
DBU har nemlig forlænget sponsoraftalen med de to hovedsponsorer helt indtil 2014. Den nuværende aftale gælder perioden frem til og med VM-slutrunden i Sydafrika 2010.
"Arla og Dong Energy er ideelle samarbejdspartnere for os, og det glæder mig meget, at vi fortsat lever op til deres målsætninger, selv om landsholdets resultater i den første aftaleperiode ikke levede op til tidligere tiders, store forventninger," udtaler DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen i en pressemeddelelse.
Han henviser til, at de to hovedsponsorer valgte at forlænge den nuværende konktrakt i februar 2008, selvom landsholdet på daværende tidspunkt ikke var kvalificeret til de seneste EM- og VM-slutrunder.
Arla og Dong Energy kan se frem til at punge 7,5 millioner kroner årligt ud for deres sponsorat.
Hovedsponsorer for DBUs Herre A-landshold:
August 2010-juli 2014: Arla og DONG Energy
August 2008-juli 2010: Arla og DONG Energy
August 2004-juli 2008: Arla og DONG
August 2001-juli 2004: MD Foods/Arla
August 1998-juli 2000: MD Foods
Januar 1995-juni 1998: Mejeriforeningen
Januar 1993-december 1994: Mejeriforeningen
Januar 1991-december 1992: Mejeriforeningen
Januar 1987-december 1990: Mejeriforeningen
Januar 1978-december 1986: Carlsberg