Der er ikke fugls føde på den politianmeldelse, som i weekenden blev rettet mod flere af spillerne på fodboldlandsholdet.
Sådan lyder beskeden fra DBU i en redegørelse om forløbet, hvor en mand følte sig forulempet af flere af spillerne, da de fredag nat fejrede landsholdssejren over Sverige.
"Ingen af spillerne var berusede eller forlod hotellet, og dermed efterlevede de landstræner Morten Olsens retningslinjer," skriver kommunikationschef i DBU, Lars Berendt i redegørelsen.
Ifølge Helsingør Dagblad opstod der af ukendte årsager tumult mellem gæsten og spillerne, og undervejs faldt gæsten og beskadigede flere knogler i sin ene arm. Det fik ham til at politianmelde de pågældende spillere næste morgen.
"Politiets undersøgelser og afhøringer blev foretaget lørdag eftermiddag og søndag eftermiddag. De spillere, som politiet ønskede at afhøre, medvirkede alle i afdækningen af episoden. På den baggrund indstillede Nordsjællands Politi allerede mandag den 14. november efterforskningen," skriver Lars Berendt.
"Afvisningen bekræfter DBU i, at miljøet og disciplinen i landsholdstruppen er i overensstemmelse med de forventninger, det danske fodboldforbund har til sine ansatte og spillerne i A-landsholdstruppen," lyder DBU's frikendelse af landsholdsspillerne.
DBU ønsker med redegørelsen ikke at kommentere yderligere på episoden.
I aften spiller landsholdet årets sidste kamp, når Finland kommer til Esbjerg.