Alt tyder på, at der ikke går længe, før Manchester City kan poppe champagnen og fejre det engelske mesterskab.
Mandag aften hentede Pep Guardiolas tropper sejr nummer 26 af 30 mulige i Premier League ved at slå Stoke 2-0 på udebane.
Med otte runder tilbage har City 16 point ned til Manchester United, der ligger på andenpladsen i den bedste engelske række.
Spanske David Silva havde mere end en fod med i sejren, da han scorede begge Citys mål i den overlegne indsats.
Uden skadede Sergio Agüero var spørgsmålet, om Citys offensiv kunne finde vej til netmaskerne.
I forsøget på det startede den brasilianske angriber Gabriel Jesus på banen, men det var midtbanespilleren Silva, der stjal billedet.
Bare ti minutter inde i opgøret blev lynhurtige Raheem Sterling spillet fri i højresiden. Han fandt Silva, som nemt sparkede bolden i mål.
Silva blev dobbelt målscorer fem minutter efter pausen, da han kombinerede med Jesus og chippede bolden forbi den fremstormende keeper.
City sad tungt på begivenhederne og kørte for det meste bolden rundt efter behag, mens Stoke ikke kunne følge med.
Det ser nu ud til, at det sidste spørgsmål i mesterskabskampen er, hvor mange point Manchester City skal vinde med.
/ritzau/