Det er næsten fire år siden, at David Nielsen slog holdkammeraten Allan Gaarde bevidstløs under en træning i superligaklubben AaB, og det vil gavne David Nielsen, når voldssagen kommer for retten. Det vurderer professor Lars Bo Langsted fra Juridisk Institut ved Aalborg Universitet overfor Sporten.dk.
"Det sker ikke så sjældent, at der gives noget rabat, når en straffesag er blevet så gammel. Man ser nogle gange, at en ubetinget straf bliver gjort betinget, eller man ser, der kan tages hensyn i strafudmålingen," siger han til nyhedstjenesten.
David Nielsen indrømmede voldsepisoden for nylig i en bog, og politiet har nu besluttet sig for at rejse tiltale mod ham.
Sagen ventes at komme for retten i løbet af en måneds tid.