Retten i Aalborg idømte for 14 dage siden fodboldspilleren David Nielsen 20 dages fængsel for at slå klubkammeraten Allan Gaarde fra AaB ned på træningsanlægget i 2005.
Men den den dom anker David Nielsen nu.
"Lige fra da byretsdommen blev afsagt, havde jeg i hovedet, at den her dom skulle ankes. Men af naturlige årsager, så har han (David Nielsen, red.) holdt igen, for han ville godt have afklaret sin fremtid," siger David Nielsens advokat Axel Pallesen til DR Sporten.
David Nielsen, der før jul udgav den kontroversielle bog 'Sorte Svin', hvor han beskriver voldshandlingen mod Allan Gaarde, er netop kommet på kontrakt i norske Brann Bergen.
Det var herfra, anken blev indgivet. Forsvareren går nu igen efter at få sagen afvist.
"Kendsgerningerne har politiet kendt til lige fra den gang, det skete, og på den måde har man givet en stiltiende accept til David om, at man ikke ville rejse en sag. Der vælger man at gøre det, da han skriver bogen. Havde det været en almindelig civil sag mellem to borgere, så var man blevet pebet ud af retten som advokat," siger Axel Pallesen.