Når Remee i aften sidder med sit velkendte smil og kommenterer deltagerne i X Factor, er der sandsynligvis nogle langt mere alvorlige tanker gemt inde i hans hoved.
Efter showet sidste fredag blev han nemlig ringet op og fik en besked om, at hans 10-årige datter havde været med i en bilulykke.
Selv om der ikke skete noget med datteren, er X Factor-dommeren stadig rystet over oplevelsen.
"Jeg har ingen kommentarer udover, at jeg er Gud taknemmelig for, at der ikke skete mere, og at det satte en hel del ting i perspektiv", forklarer han til B.T.
Den 34-årige sangskriver har tidligere været særdeles hårdt ramt på familiefronten. Han har nemlig mistet både sine biologiske forældre og det ægtepar, som adopterede ham.