Det kræver ikke mere end et skrab med en vatpind i inderkinden at finde den perfekte kærlighed.
I hvert fald, hvis man skal tro det amerikanske dating-firma, ScientificMatch.com. Firmaet tilbyder at parre folk, så de får bedre sex, øget fertilitet, sundere børn, mindre utroskab og flere orgasmer til kvinden.
Det er nemlig videnskabeligt bevist, at vi bliver tiltrukket af personer, som vi er genetisk forskellige fra.
»Jeg kan ikke forestille mig, at det vil blive succesfuldt. Der er ikke noget i kærlighedens historie, der tyder på at den er baseret på dna,« siger sociolog Casper Radil, der har beskæftiget sig med folks netbrug.
Selve ideen bag dating-firmaet kommer af en række videnskabelige opdagelser, som forskere fra University of New Mexico har gjort sig.
Bedre sexliv
Ved at følge 48 pars soveværelse-eskapader, fandt man ud af, at kvinder, der har genetisk forskellige partnere, typisk var mere tilfredsstillede, imødekommende og eventyrlystne på de hvide lagener. Yderligere fik de flere orgasmer.
Det viste sig også, at de kvinder med partnere, som de var genetisk ens med, oftere fantaserede om andre mænd.
Andre undersøgelser viste, at jo mere tolerant man er over for den andens svedlugt, desto mere forskellige er man i generne.
For Casper Radil står det klart, at brugerne af ScientificMatch.com er religiøst motiverede i måden, de tænker på.
»De tænker, at kærligheden har en grund eller nogle argumenter, som man ikke selv kender. Der er mange, der tror, det kan være skæbnens tegn at blive ført sammen ud fra religiøse eller quasi-religiøse grunde. Det dækker alle sites, der tager udgangspunkt i for eksempel at finde en soulmate og at speeddate.«