Der skal mere end almindelig træning til, før man kan svinge et lyssværd på den helt rigtige måde. Derfor tog fægteren Bob Anderson over for Darth Vader i kampscenerne i den første Star Wars-trilogi.
Nu er den britiske sværdfægter, som har medvirket i flere Hollywood-klassikere, hvor fægtning har indgået, død i en alder af 89 år. Det skete nytårsmorgen, skriver Daily Mail.
Til sin død hjalp Bob Anderson med at løfte fægtescenerne i forholdsvis nye storfilm som Ringenes Herre, Pirates of The Caribbean og Zorro.
Mesterfægteren blev mandag hyldet i en officiel udmelding fra British Academy of Fencing - det britiske fægteakademi.
Anderson havde sit gennembrud i den fuldkommen genredefinerende science fiction-saga Star Wars fra 1977. Her svingede han som skurken Darth Vader sit lyssværd overfor Luke Skywalker.
Men Anderson var ikke den eneste, som spillede rollen som Darth Vader.
Det var der hele tre mand om. Mest kendt er nok James Earl Jones, som lagde stemme til den mørke figur. Og så var der en stand-in, som udjjorde Vaders krop i det meste af filmen - når der altså ikke blev fægtet.
Darth Vaders kutteklædte skikkelse blev spillet af bodybuilderen David Prowse, som blev noget skuffet da han opdagede at han igennem hele filmtrilogien skulle bære maske, sådan at hans ansigt aldrig blev set.
Kilde: Daily Mail