Danskernes vaner ændrer sig - mediebranchen taber omsætning
Dagblade, lokalaviser, magasiner og ugeblade er generelt gået tilbage i omsætning fra 2016 til 2017, viser analyse. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Omsætningen falder for de skrevne medier som dagblade, lokalaviser, magasiner og ugeblade.

Mens det generelt går godt for dansk økonomi, så tabte mediebranchen omsætning fra 2016 til 2017.

Det viser tal fra en analyse fra Slots- og Kulturstyrelsen, der er blevet offentliggjort tirsdag. Omsætningen i mediebranchen faldt fra cirka 29,3 milliarder kroner i 2016 til 28,5 milliarder i 2017. Det er et fald på tre procent.

Særligt slemt er det gået ud over skrevne medier som dagblade, lokalaviser, magasiner og ugeblade. Også inden for dansk tv og streaming er det gået tilbage. De tabte fire procent af omsætningen i 2017.

I brancher som forlag og radio har der dog været fremgang, fremgår det af analysen.

Specialkonsulent Anders Sebastian Kauffeldt fra Slots- og Kulturstyrelsen fortæller, at danskernes medievaner har ændret sig.

- Det er tydeligt, at danskernes medievaner ændrer sig med hastige skridt. Vi fortsætter med at læse færre trykte aviser, og flere og flere af os benytter udenlandske streamingtjenester som for eksempel Netflix og Amazon Prime frem for at se flow-tv på de traditionelle tv-kanaler, siger han i en pressemeddelelse.

- Den udvikling rammer i høj grad mediebranchen, som samlet set tabte tre procent af omsætningen i 2017.

- Værst gik det ud over nyheds- og aktualitetsmedier som for eksempel dagblade og lokalaviser, der tegner sig for en tilbagegang på seks procent, lyder det videre.

Den nye analyse viser desuden, at det er få store danske og udenlandske koncerner, som sidder på omsætningen i den danske mediebranche.

Eksempelvis står JP/Politikens Hus og Egmont for 32 procent af den samlede omsætning i branchen. Begge koncerner omsætter for over en milliard kroner.

Det fremgår også af analysen, at branchens ansatte er centreret om København.

59 procent af mediebranchens beskæftigede målt i årsværk havde i 2017 bopæl i Region Hovedstaden. Det er opgjort uden Bornholm.

/ritzau/

/ritzau/