Hver femte dansker vil gerne skildre deres fritidsinteresser eller erindringer i en bog.
Det viser en ny undersøgelse fra analyseinstituttet Zapera. Ifølge undersøgelsen skriver fire ud af fem danskere selv i et eller andet omfang.
På Forlaget Books on Demand (BoD), der har fået foretaget undersøgelsen hos analysefirmaet Zapera, kender man godt til danskernes store skrivelyst.
Siden 2005 har mere end 500 danskere udgivet bøger på det digitale forlag.
»Danmark er et land med en meget aktiv læsende og skrivende befolkning. Og blandt dem er der altså rigtig mange, der selv går med forfatterambitioner i maven,« siger forlagsredaktør Lisbeth Jensen fra Books on Demand.
Krimier og hobbybøger
Alle kan udgive bøger på forlaget, der fungerer ved brugerbetaling, hvor forfatteren betaler et engangsbeløb for udgivelsen og samtidig får overskuddet.
Til gengæld bliver bøgerne digitaliseret og trykkes først, når der kommer en bestilling på dem. På den måde spares penge til lagerplads og udgifter ved for store oplag.
Bøgerne hos Books on Demand spænder bredt fra digte og erindringer til børnebøger og faglitteratur. Men også flere forskere og professorer udgiver deres videnskabelige artikler og rapporter på forlaget.
Skolelæren Michael Kamp har udgivet tre fantasy-romaner gennem Books on Demand og arbejder på en fagbog om asatro. Han har tidligere sendt manuskripter ind til de traditionelle forlag uden det store held.
»Jeg fik et brev tilbage fra et forlag, der skrev, at min bog var god, men at fantasy-markedet var overmættet for tiden. Så udgav jeg min første bog ’Bobs saga’ på Books on Demand,« fortæller Michael Kamp.
Hul igennem
Hans gysersatire 'Fordærv' fra 2007 har solgt omkring 450 eksemplarer. Michael Kamp er glad for, at han har fuld kontrol over sine bøger på Books on Demand.
»Når det går godt, så er det min egen fortjeneste. Og det er skønt at opleve, at man har hul igennem til et marked,« siger Michael Kamp.
I Tyskland er Books on Demand en succes, der står for over tre procent af nyudgivelserne på det tyske marked om året. Herhjemme kan bøger fra forlaget bestilles via danske boghandler.