Hertil - og ikke længere. For vi har nået grænsen, og den danske udlændingepolitik er nu strammet nok.
Det mener mere end 6 ud af 10 danskere, viser en måling i Berlingske Tidende. Nærmere bestemt 63 procent.
Dermed bakker et flertal af vælgerne op om Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, som i weekenden netop sagde, at der nu er strammet nok. Det skete efter en hed debat om regeringens udspil til et pointsystem i forhold til familiesammenføringer.
"Hvis det her holder i opinionen frem til næste folketingsvalg, så er det jo slut. Så var det dertil og ikke længere, at de kunne drive det," siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S).
Han kalder meningsmålingen for det mest markante skred i udlændingepolitikken hidtil og begyndelsen til enden på Dansk Folkepartis dominans.
Målingen viser samtidig, at halvdelen af befolkningen mener, at de seneste års stramninger i forhold til udlændinge har været positiv.
Kilde: Berlingske Tidende