Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Danskerne fejrede for knap en måned siden den glade, dejlige jul ved at købe lidt færre fødevarer. Detailsalget på fødevarer faldt i december 4,6 pct. i forhold til året forinden, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Det er overraskende, fordi danskerne sjældent har lyst til at gå på kompromis med julens madtraditioner. Det har de alligevel gjort i 2012. Måske godt hjulpet på vej af den nu afskaffede fedtafgift, siger cheføkonom i Landbrug & Fødevarer Thomas Søby.
Dermed lå julehandlen i tråd med den øvrige faldende detailhandel i december.
Generelt blev 2012 et stille år for handlen. Forbrugerne beholdt pengene i lommen. I alt faldt salget med 2,2 pct.
- Faldet i detailhandelen er helt i tråd med vores forventninger, da forbrugerne i øjeblikket usikre på den økonomiske situation og deres jobmuligheder. Det betyder generel tilbageholdenhed på forbruget og også færre varer i indkøbskurven, siger cheføkonom i Landbrug & Fødevarer Thomas Søby.
Og der er ikke bedring lige om hjørnet. Landbrug & Fødevarer forventer, at danskerne går sparsommeligt ind i 2013.
- Meget peger i retning af en langsom økonomisk udvikling i den kommende tid, og vi forventer derfor, at både privatforbruget og detailsalget vil udvikle sig svagt i hvert fald i det kommende halve til hele år, siger cheføkonom i Landbrug & Fødevarer Thomas Søby.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.