En ny Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende viser, at danskerne er delte i spørgsmålet om, hvorvidt formueskatten skal genindføres.
43 procent siger nej, 38 procent siger ja, mens 18 procent ikke har besluttet sig.
Dermed har Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ikke flertallet af befolkningen bag sig til sit forslag om at beskatte formuer på over 1,5 mio. kr.
Dog indgår det ikke i forslaget at beskatte boligejernes friværdier, sådan som det var tilfældet før 1995, da formueskatten blev afskaffet.
"Vi skal overveje at genindføre en form for skat på de absolut største formuer. De bredeste skuldre skal bære mest. Også når det går nedad," siger Helle Thorning-Schmidt.
SF støtter forslaget og foreslår følgende model: Formueskatten skal udgøre én procent og ramme formuer, som i nutidskroner svarer til de 1,5 mio. kr., der var beløbsgrænsen i 1995.
"Det er en retfærdighedsskat og ikke en misundelsesskat, for jeg tror, at rigtig mange vil være lykkelige for at være i en situation, hvor de skal betale formueskat, for det betyder jo, at de har en rigtig stor formue," siger Villy Søvndal.