Slankekure og kostplaner bliver gemt væk, når julepynten findes frem.
I december bruger danskerne nemlig dobbelt så meget fløde i maden som resten af året. Og dagen før lillejuleaften er den dag, hvor der forsvinder mest fløde fra supermarkedernes kølediske.
Den gennemsnitlige dansker indtager omkring en halv liter af den fede piskefløde i løbet af julemåneden. Det viser en opgørelse fra Arla på baggrund af tal fra analysevirksomheden Nielsen.
Tallene bekræfter samtidig, at julehyggen ikke skal være kalorielet - tværtimod har salget af piskefløde været let stigende siden 2009.
- Når danskerne bruger timer i køkkenet på at lave risalamande og brun sovs, er fokus frem for alt på den gode smag.
- Holdningen hos mange er, at hvis den slags skal gøres fedtfattigt, kan man næsten lige så godt lade være, siger Tove Færch, leder af Karolines Køkken, i en pressemeddelelse.
På Arlas egen hjemmeside viser søgningerne på opskrifterne fra Karolines Køkken da også, at det er de flødeholdige opskrifter, der topper hitlisten i december.
Ikke overraskende er det opskriften på den traditionelle risalamande, der normalt indtager listens førsteplads, når kalenderen viser den 24. december.
/ritzau/