Danskerne sætter rygestop-rekord
Tilsyneladende har den strammere rygelovgivning haft en effekt på antallet af danske rygere. Foto: Colourbox
140.000 danskere er stoppet med at ryge i 2011 - 400.000 flere vil gerne stoppe.

Der bliver færre og færre rygere i Danmark. I hvert fald hvis man skal tro en dugfrisk undersøgelse af danskernes rygevaner, der netop er blevet offentliggjort på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Den viser, at hele 400.000 danskere er holdt op med at ryge siden 2007. Og alene i 2011 er det lykkedes for 140.000 mennesker at blive eks-rygere.

I undersøgelsen angiver cirka hver femte person over 15 år, at de er daglige rygere, og det glæder sundhedsministeren.

"140.000 danskere er ifølge undersøgelsen stoppet inden for det seneste år, og det er i forhold til antallet af rygere det højeste tal, vi nogensinde har set. Tendensen ser ud til at fortsætte, for 400.000 har ifølge undersøgelsen planer om at gøre et forsøg på at kvitte tobakken, inden for det næste halve år," konstaterer Astrid Krag, minister for sundhed og forebyggelse, på hjemmesiden og fortsætter:

"Det er en rigtig positiv udvikling, og vi vil se på, hvad vi kan gøre for at skubbe endnu mere på."

Undersøgelse er lavet af Epinion på vegne af Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Lungeforening.

Kilde: Sundhedsstyrelsen