Danskerne er ikke i tvivl. Det var dumt af den nye udenrigsminister Lene Espersen, da hun aflyste mødet med Hillary Clinton, og i stedet tog til Mallorca på ferie.
Det er resultatet af en ny Megafonmåling for Politiken, hvor 76 procent af danskerne siger, at afbuddet fra den konservative partiformand og udenrigsminister "ikke er i orden".
Hos De Konservative er de trætte af afbuddet og den efterfølgende polemik, som de kalder "en kedelig sag". Men de sætter fortsat deres lid til Lene Espersen, og tror, at hun i den kommende tid vil modbevise kritikken.
"Der er ingen tvivl om, at det her er en kedelig sag for Det konservative Folkeparti. Men vi er rigtig glade for vores formand, Lene Espersen, og er også helt overbevidste om, at når der nu kommer ro om tingene igen, og hun får vist, hvad hun kan i Udenrigsministeriet, så vil det her være en sag, som hurtigt bliver glemt," siger politisk ordfører hos De Konservative, Henriette Kjær, til Newspaq.
Kritikken af udenrigsministeren ramte nye højder, da regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, i går gav en opsang til Lene Espersen og Lars Løkke Rasmussen (V) for dårlig ledelse og forkerte ferieplaner i den seneste tid.