Sidste år gik der i gennemsnit 9,4 danskere i politiets fotofælder for hver klokketime. I 2005 var antallet oppe på 15,1 fartsyndere, hver gang politiet stod klar med kameraet i trafikken.
Det er et fald på godt 37 procent. Det skriver Jyllands-Posten fredag. Politiinspektør Allan Nyring, der er leder af Politiets Nationale Beredskabsenhed, er meget tilfreds.
"Tallene viser, at der i dag er langt færre, som overskrider hastighedsgrænserne, hvilket er meget positivt. Det er samtidig glædeligt, at vi sidste år med et foreløbigt tal på 263 trafikdræbte fik det laveste antal dræbte, siden man i 1930'erne lavede målingerne," siger han til Jyllands-Posten.
Gennemsnitshastigheden i de større byer var i januar 2005 på 52,3 km/t, mens den i januar 2010 var 49,2 km/t.
Men tallene skal tages med en række forbehold, siger dokumentationschef Jesper Sølund fra Sikker Trafik.
Hårde, hvide vintre har betydet flere buler og mindre blod på vejene. Dertil kommer, at bilister er blevet bedre til at orientere sig om fartkontroller, og så er fartkontrollerne i nogle tilfælde blevet flyttede til veje, hvor de ikke normalt befinder sig.
"Det er jo positivt. Det betyder, at folk overholder hastighedgrænserne i større omfang. Men det er også sådan, at politiets tal kan bero på mange forskellige ting. Vi har har haft en politikredsreform, og folk kan være blevet bedre til at advare på sms'er om, hvor der er kontrol, osv.," siger han.
Sikker Trafik mener, at der trods de positive tendenser er behov for mere kontrol og opsætning af automatiske trafikkontrol på vejene.