"Hvad fanden laver du kælling", sådan råbte en bilist for nyligt efter en kordegn, der prøvede at dirigere trafikken, da et begravelsesoptog skulle over vejen.
Og ifølge Kristeligt Dagblad kommer der flere af den type hændelser end tidligere, hvor andre trafikanter er ligeglade med begravelsesoptog.
"Der er helt bestemt sket en udvikling. Det er ikke chikane, men respekten for begravelsesoptog er simpelthen skredet. Fra mine kolleger hører jeg, at de inden for de seneste år er blevet nødt til at holde langt mere øje med, om hele følget er med," siger Mogens Balling, som er direktør i den landsdækkende bedemandskæde Begravelse Danmark.
Danmarks Kordegnforening har set de samme tendenser.
"Jeg har ikke før hørt om så grelt et eksempel, men der er helt klart et billede af, at folk ikke på samme måde som tidligere holder tilbage for begravelsesoptog," siger formand i foreningen, Torben Palm.
Rundspørgen til en lang række bedemænd viser, at den manglende respekt for ligtog er mest udbredt i byerne.