Den er blevet dødsdømt flere gange og kan umiddelbart virke som et oldtidslevn i disse moderne og fleksible tider.
Men ikke desto mindre lever den stadig i bedste velgående, industriferien.
Uge 29, 30 og 31 er igen i år de uger, hvor absolut flest danskere trækker stikket til arbejdsmarkedet og holder fri, viser en ny undersøgelse fra Hotels.com.
Hver tredje angiver således, at de planlægger at pakke bil, børn og badetøj i uge 29 og 30, mens hver fjerde forventer at ligge på langs ved Vesterhavet eller Rivieraen i uge 31.
- Sommerferien er typisk den ferie, som danskerne planlægger i bedst tid, og det er også en ferie, hvor mange af os dyrker at være sammen med familien og måske også venner, siger Yvonne Bonanati fra Hotels.com
Hun forklarer:
- Og hvis man skal have 1-2 uger til at gå op i en højere enhed med diverse kalendere, skoleferier og så videre, så ender man bare ofte med at rejse i det, der fortsat er de klassiske ferieuger.
Der er dog flere fordelene ved at gå imod strømmen og tage ferie i nogle af de mindre eftertragtede uger som eksempelvis uge 26 eller 36, hvor kun seks procent af danskerne holder ferie fra jobbet.
Undersøg forholdene i det land, du vil besøge, inden du planlægger, hvornår ferien skal ligge, lyder rådet fra Yvonne Bonanati:
- Hvis man rejser til Spanien i netop de uger, hvor spanierne selv holder fri, kan det måske være vanskeligt at finde et værelse på lige netop det rigtige hotel - eller en solstol på stranden for den sags skyld.
Undersøgelsen er foretaget blandt 1197 danskere.