62 procent af danskerne er interesserede i at eje en elbil, hvis der bliver opbygget en infrastruktur til hurtig opladning eller udskiftning af batterier.
Det viser en landsdækkende undersøgelse foretaget af FDB Analyse for Samvirke.
De 62 procent er positive over for elbiler med samme egenskaber som den norske elbil, Think City, der allerede er i produktion, hvis der bliver opbygget en infrastruktur til hurtigopladning eller udskiftning af batterier, skriver bladet.
Blandt de 38 procent, der enten afviser eller ikke ved, om de er interesserede i elbilen, er det især topfarten på 100km/t. og en rækkevidde på 200 km, der er afgørende.
Gruppen blev også spurgt til hvilke køreegenskaber, der ville få dem til at skifte mening.
Her kræver nejsigerne i gennemsnit 150 km/t som topfart og en rækkevidde på 560 km uden opladning.
Undersøgelsen tyder på, at mændene er mere afklarede end kvinderne i deres holdning til elbiler.
Men ellers spiller hverken køn, geografi eller alder nævneværdigt ind på holdningen til elbiler.