Har du skiftet job i år, eller står du med det ene ben på en anden arbejdsplads?
Så er du ikke alene.
Hver fjerde ansat herhjemme forlader nemlig sit job i løbet af ét år.
Dermed placerer danskerne sig som de næstmest omskiftelige blandt OECD's 30 medlemmer. Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.
Danskerne overgås kun af Tyrkiet og ligger side om side med USA.
Når danskerne har hang til hurtige jobskift hænger det sammen med et godt økonomisk sikkerhedsnet og gode muligheder for at hyre og fyre. Det forklarer seniorøkonom Andrea Bassanini fra OECD.
"I for eksempel Storbritannien er det lettere at fyre nogen end i Danmark, men samtidig har de et mindre velfungerende sikkerhedsnet. Derfor ser man også, at der er langt større modstand fra medarbejdere dér mod at sige op, fordi de er mindre beskyttede," siger han til Magasinet Arbejdsmiljø.
Seniorøkonomen hæfter sig samtidig ved, at danskerne på trods af et flakkende arbejdsliv alligevel er nogle af dem, der er mest trygge i deres job.