Sommerferien har ikke holdt danskerne væk fra filmens verden. Glade biografgængere er strømmet til og har givet biograferne et rekordsalg i år.
Med et billetsalg på 2,96 millioner er rekorden slået fra sidste år. Heriblandt gik de 588.000 billetter alene til danske film.
Ifølge tal fra Det Danske Filminstitut er billetsalget steget med 76,4 procent siden 2003. Stigningen skyldes, at de store film i langt større grad får premiere hen over sommeren.
De danske film, der har markeret sig på sommerens biograflærred, er blandt andet Anders Matthesens 'Sorte Kugler', der løb af sted med 397.000 billetter. Lars Von Triers 'Antichrist' solgte 53.000 billetter, mens 'Se min kjole' nåede op på 44.000 solgte billetter.