Anders Matthesen havde i aftes debut som gæst programmet Natholdet med Anders Breinholt. Her fik komikeren serveret en lun sviner fra Simon Talbot, som er ansat stand-upper på det andet TV 2-program Live fra Bremen.
Det er faldet nogle af de medvirkende fra 'Live fra Bremen' for brystet, at Anders Matthesen tidligere har nævnt, at ikke alle komikerne på showet skriver deres egne ting.
Derfor slyngede Simon Talbot denne Matthesen-introduktion ud i stuerne til Live fra Bremen-seerne.
"Alt-andet-end-ting-han-selv-har-lavet-svinende, lang-remse-uden-ad-lærende og rost-af-alle-og-derfor-en-lille-smule-unødvendigt-nedadsparkende... Anders Matthesen."
Men denne bitre personlige introduktion efterlod ikke Anders Matthesen i vejkanten. I Natholdets stol svarer han glad igen.
"Ja, nu skal han lige huske efternavnet også. Det er lidt mange ting at huske for ham (...) Men det er dumt, at få at vide, at jeg rider på 'min høje hest' af en fyr, som har bygget sin karriere op på kvægræs med en bovlam krikke."
Publikum griner, men Matthesen har kun talt sig varm.
"Det har du ikke råd til - Talgknop! Og jeg sælger key-chains på min hjemmeside, men det må man ikke, siger han. Han sælger selv kaffekopper!"
Talbot ville med sin svada i Live fra Bremen svare igen på en tidligere kritik fra Matthesen. I et interview med Politiken, fik han for et par uger tilbage røbet, at Bremen-folkene ikke imponerer ham professionelt.
"Der er for mange af de der Bremen-typer, der bare går på scenen og fyrer pis af som 'Så var der den om ham Jesus, der lavede sten til brød.' Gu var der ej. Det var Jens Vejmand. Lav din research, tosse," sagde han til Politiken dengang.
Kilde: Politiken