Næsten tre ud af fire danskere har indstillet sig på at vinke farvel til efterlønnen.
Intet mindre end 74 procent af befolkningen regner med, at efterlønsordningen vil være væk inden for de næste ti år. Det viser en måling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken. Det skriver politiken.dk.
Tallene vækker begejstring hos de konservative, der ved landsmødet i forrige weekend gik til kamp mod ordningen.
"Det er meget meget svært at lave en 2020-plan uden at se på efterlønnen. Jeg kan ikke se, hvordan man ellers skal få den til at hænge sammen," siger politisk ordfører Henriette Kjær (K) til politiken.dk
Dermed har partiet lagt pres på regeringspartneren Venstre, der indtil videre støttet sig til velfærdsforliget fra 2006, som sikrer, at efterlønnen bliver bevaret.
"Det er uundgåeligt at komme til at diskutere efterløn. Om man så skal fremrykke velfærdsforliget eller afskaffe efterlønnen helt - det vil komme på tale i den nærmeste fremtid. Det er en debat, Venstre må tage internt," mener Henriette Kjær.
Men gruppeformand Kristian Jensen (V) afviser at tage stilling til efterlønnen, når 2020-planen skal forhandles.
"Henriette Kjær vil gerne have 2020-planen til at være et katalog over konkrete initiativer. Jeg mener i højere grad, det er et analysearbejde," siger han til politiken.dk.
Regeringspartneren Dansk Folkeparti opfordrer Venstre at afvise de konservatives krav.
"De skal stå fast på den kontrakt, der er lavet med den danske befolkning," mener næstformand Peter Skaarup.