- Ikke i aften, skat. Jeg har hovedpine.
Sådan lyder det tilsyneladende fra stadig flere danske kvinder og efterhånden også mænd rundt omkring i soveværelserne.
Flere og flere danskere har nemlig så mange problemer med at få sexlivet til at fungere, at de søger professionel hjælp.
Sexologisk Klinik på Rigshospitalet har således fået 50 procent flere henvendelser på bare to år. Fra 3.000 besøgende i 2004 til 4.600 i 2006. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Det samme gør sig gældende på Jysk Sexologisk Klinik ved Regionshospitalet Randers, hvor der er op til et halvt års ventetid på at komme i behandling hos en sexolog.
Vi fokuserer for meget på det
Men måske er det ikke, fordi danskere har fået et dårligere sexliv, men derimod at de er blevet bedre til at søge hjælp.
- Det er helt almindelige mennesker, der måske før ville have lidt i stilhed, men som i dag vælger at søge hjælp, fordi de ved, at hjælpen findes, og at det er blevet mere legitimt at søge den, siger overlæge Ellids Kristensen, der er leder af Sexologisk Klinik ved Rigshospitalet til Kristeligt Dagblad.
Ifølge læge og seksualforsker Christian Graugaard, der er formand for Sex og Samfund, kan stigningen også skyldes det paradoks, at jo mere seksualiseret vores samfund bliver, jo sværere bliver det at leve op til de seksuelle forventninger.
Det er Elisabeth Dons Christensen enig i. Hun er biskop og har skrevet bogen Det sårbare sexliv .
- Forventningerne til seksuallivet er blevet skruet op i en sådan grad, at det er blevet umuligt for folk at indfri de forestillinger, de har. De drømmer om et problemløst samliv og ser det som en personlig fiasko, når det ikke lykkes, fordi seksualiteten i dag tillægges så stor værdi, siger hun til avisen.