Vi er mindre og mindre tilfredse med de ydelser, som vi får fra det offentlige.
Det viser en stor interviewundersøgelse, som Skat har gennemført.
Mere end 2.000 danskere er med i undersøgelsen, der viser at vores tilfredshed med Skat, politiet, SU-styrelsen, tekniske forvaltninger og sociale myndigheder er raslet ned de seneste fire år. Det skriver Jyllands-Posten.
Ifølge samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet så giver undersøgelsen oppositionen stærke kort på hånden.
"Det vil være let at sige, at der mangler noget med regeringens håndtering. I den tid, hvor de borgerlige har været ved magten, der er borgernes vurdering blevet mere og mere negativ," siger han til Newspaq.
Lavest er vores tilfredshed med politiet, der siden politireformen i manges øjne har svigtet kerneopgaverne. Tidligere var politiet den institution, som vi var mest tilfredse med - i dag tilfalder den ære Skat.
Johannes Andersen vurderer, at en af grundene til den manglende tilfredshed, er at vi stiller stadig større krav til det offentlige.
"Jeg tror, at en vigtig grund til, at tilliden falder, er, at der har bredt sig en holdning til borgerne, at man vurderer det offentlige efter, hvad de har gjort for dem selv - i stedet for at se på, hvordan det er i forhold til samfundet. Og det er en skam, for det offentlige er jo et udtryk for fællesskabet og nogle fælles prioriteringer," siger han til Newspaq.
Undersøgelsen blev foretaget i november og december sidste år - før den økonomiske krise for alvor satte ind.