Skolebygninger i Afghanistan er for dårlige. Derfor har Verdensbanken, det afghanske undervisningsministerium og det danske udenrigsministerium bedt Dansk Folkehjælp om at overvåge og kvalitetssikre en lang række skolebyggerier.
Der er tale om 70 skoler beliggende i 10 provinser i den nordlige, østlige og centrale del af Afghanistan. Dansk Folkehjælp skal træne afghanske ingeniører i at føre løbende tilsyn med opførelserne af skolerne, således at de får den rette kvalitet.
Allan Vokstrup, der er koordinator i den internationale afdeling af Dansk Folkehjælp, håber, at projektet kan danne forbillede for Afghanistans skoler, hvor mange i dag er så dårlig bygget, at der er risiko for sammenstyrtning.
- Vi skal udvikle materialemanualer, som skal følges, efter de er blevet godkendt af de afghanske myndigheder. Og det bliver de nye standarder for nye byggerier. Det vil sige at de bliver baggrund for kommende licitationer, siger han.
Ét af de største problemer med skolebyggeprojekter i Afghanistan er, at byggerierne opføres af mange forskellige interessenter. Entreprenører og humanitære organisationer opererer med vidt forskellige standarder for byggerierne i forhold til kvalitet og pris.
Tilsynet med at igangsatte skolebyggeriet er langt fra tilstrækkelig, og kontrollen bliver ofte først sat ind, når skolerne er færdigbygget. Det kniber endvidere med planlægning og midler til vedligehold af skolerne.
Dansk Folkehjælp har siden 2003 opført skoler i Afghanistan. Organisationen har blandt andre arbejdet sammen Danida og den norske regering med opførelsen af 100 kvalitetsskoler i seks provinser i Afghanistan.
Så sent som i efteråret blev Dansk Folkehjælp sat i spidsen for byggeriet af 10 nye folkeskoler i den nordafghanske provins Faryab. Allan Vokstrup mener derfor, at Dansk Folkehjælp er godt rustet til at kaste sig over projektet.
- Vi kender alle aktørerne i ministeriet og også mange af distrikterne, hvor vi selv har bygget skoler tidligere, så jeg føler, vi er godt rustet, siger koordinatoren for den internationale afdeling i Dansk Folkehjælp.
Dansk Folkehjælps skoleprojekt i Afghanistan løber over det næste år.
/ritzau/