Danskerne skal til stemmeurnerne og stemme om, hvorvidt det skal være lovligt at bygge minareter i Danmark.
Det foreslår Dansk Folkepartis medlem af integrationsudvalget i Folketinget Martin Henriksen. Han vil derfor kopiere afstemningen fra Schweiz, der for nylig forbød tårnene på moskeer. Det er et forbud, som menneskerettighedsdomstolen nu undersøger lovligheden af.
"Det er rimeligt, at danskerne har mulighed for at sige fra eller til overfor det. Det er så væsentlig og principiel en diskussion, og så får vi også en endnu bredere diskussion, som handler om andre ting, som den generelle islamisering af Danmark," siger Martin Henriksen til Newspaq.
Martin Henriksen mener generelt, at der skal afholdes flere vejledende folkeafstemninger i Danmark. Det vil gøre demokratiet stærkere.
"Vi så gerne, at flere ting blev lagt ud til folkeafstemninger, for så har vi et repræsentativt demokrati, hvor vi giver, dem der har valgt os politikere, lov til at komme direkte til orde. Så kan folk give deres mening til kende ikke bare hver fjerde år, men også engang imellem, når der er et emne, som er meget i vælten," siger Martin Henriksen.
Siden 1919 har der været afholdt to vejledende folkeafstemninger. Den første om salget af De Dansk Vestindiske Øer og siden i 1986 om EF-Pakken.