Danskere på deltid kan nyde godt af en kortere arbejdsuge, men deltidsarbejde er nu ved at blive et samfundsproblem. Ifølge Eurostat er hver tredje danske kvinde på deltid, mens det samme gælder for hver syvende mand - og i sidste ende er det de fuldtidsansatte, der betaler for gildet, skriver Politiken.
- Ved at vælge deltid får man glæden af at arbejde mindre, betale meget mindre i skat og måske oven i købet få flere offentlige overførelser, fordi lønindkomsten jo er lille. Samtidig nyder man godt af det høje velfærdsniveau, som folk på fuldtid finansierer hovedparten af, siger økonomiprofessor Nina Smith fra Aarhus Universitet til Politiken.
- Vores kollektive velfærdsstat giver simpelthen en tilskyndelse til at være "free rider", forsætter hun.
Men selvom en undersøgelse fra 'Nordisk Information Om Køn' viser, at ansatte på deltid har en høj arbejdsglæde, er det en usund økonomisk udvikling, at mange går på deltid, påpeger Nina Smith.
-Det er altså en vigtig pointe at have med i disse år, hvor så mange konstant problematiserer det at arbejde og romantiserer det at arbejde mindre. Man har måske glemt lidt, hvordan samfundsøkonomien hænger sammen.
Og det ser da heller ikke ud til, at danskerne kommer til at arbejde mere. For i løbet af årene er arbejdsugen blevet kortere og kortere.
- Historisk har vi set, at vi arbejder mindre og mindre. Til gengæld er flere kommet ind på arbejdsmarkedet. Udviklingen skyldes blandt andet, at vi bliver rigere og rigere, så vi har råd til at holde mere fri, lyder det fra Michael Svarer, vismand og økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, til Politiken.
Men det kan være et problem, hvis man skal have arbejdstiden op, vurderer Michael Svarer. For det ser ud til at danskerne bliver rigere i de kommende år.
-Og jo rigere man er, desto mere fristende er det at holde mere fri.
Newspaq