Alarmcentralen blev kimet ned efter julemiddagen rundt om i de danske hjem.
Til Nyhedsbureauet Newspaq melder Falck om op mod 300 ambulancekørsler til danskere, der fik det dårligt.
"Det drejer sig hovedsagligt om hjerteproblemer, svimmelhed eller ondt i maven. Om det er lige er på grund af forstoppelse og for meget julemaden, ved vi ikke. Men det er et relativt godt gæt," siger pressechef Louis Honoré til Newspaq.
Især under og måske for nogles vedkommende efter julemiddagens lange baner af and, flæskesteg og brunede kartofler har telefonerne kimet lystigt.
"Der er mange, der har ringet 112 efter klokken 19. Men det er ikke vores indtryk, at det er anderledes end enhver anden jul," siger Louis Honore.
Falck rykkede også traditionen tro ud til et antal brande, forårsaget af bl.a. stearinlys.
Ti gengæld havde ingen danskere i år brug for en ambulance efter at have danset om juletræet.