Det står endnu ikke klart, hvordan situationen er for de passagerer, der var ombord på Bangkok Airways-flyet, som forulykkede på Koh Samui i Thailand tidligere på dagen.
Flere medier rapporterer om, at kaptajnen formentlig er omkommet.
Sikkert er det til gengæld, at der var danskere på flyet.
"Jeg kan oplyse, at vi på nuværende tidspunkt ved, at der var mindst to danske statsborgere ombord på flyet. Men de har det efter omstændighederne godt."
Det siger chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, Inge Durant, og fortæller videre, at man endnu ikke har overblik over, om flere danskere har befundet sig på flyet.
"Vores repræsentanter på ambassaden i Thailand er yderligere i gang med at finde ud af, om der var flere danskere om bord, men vi har endnu ikke fået nogle officielle meldinger om døde eller sårede," siger Inge Durant.
Det forlyder, at mindst 41 passagerer er kvæstet og bragt til behandling på Bangkok Samui Hospital.
Flyet, der kom fra Krabi, fløj under landingen ind i et gammelt kontroltårn i lufthavnen i Koh Samui.
Det var sandsynligvis et meget kraftigt regnvejr, der var skyld i ulykken.