Vinterferien står for døren, og det betyder, at mange danske bilister sætter kursen mod de nordiske fjelde eller sydeuropæiske alper.
Men mange glemmer at få tjekket bilen og planlagt ruten inden afrejsen, og derfor løber bilisterne ofte ind i motorproblemer eller ender i rabatten.
Sidste år måtte danskerne have autohjælp 11.000 gange i udlandet. Det er en stigning på 10 procent i forhold til året før.
"Vi er ikke vant til at køre under forhold med meget sne på vejene, og derfor er det vigtigt at huske at skifte til vinterdæk og have snekæder med i bilen,« siger projektleder hos Rådet for Større Færdselssikkerhed Søren Troels Berg til 24 timer.
Også hos bilisternes organisation, FDM, anbefaler man folk at få tjekket bilen, inden de kaster den ud på en lang rejse.