Et ønsketræ har de senere år gjort julen sødere for værdigt trængende familier i Nykøbing Mors.
Mange trængte familier vil få nej til julehjælp
Her har borgere kunnet indstille fattige familier til at modtage julegaver ved at hænge små sedler på træet med kontaktoplysninger.
Men i år var julen i fare for flere familier. Det skriver TV MIDT-VEST.
En gennemgang af ønskesedlerne havde nemlig afsløret, at der var blevet ønsket julegave-levering til nogle af de dyre adresser i byen, hvor millionvillaer ligger side om side.
En masse kopierede sedler, der havde ligget på den lokale skole, var blevet hængt op på træet.
Initiativtageren bag ønsketræet, Mie Skjold, er forarget over, at nogle af byens rigeste borgere kan finde på at tage fra de fattigste.
- Jamen, jeg bliver vred, fordi det går ud over dem, som virkelig har brug for de her gaver, siger Mie Skjold til TV MIDT-VEST.
I første omgang valgte Mie Skjold at aflyse julehjælpen på grund af snyderiet, men mandag aften bestemte hun sig for - sammen med den lokale provst, Mette Moesgaard Jørgensen - at fortsætte det sociale juleprojekt. De fandt en løsning på problemet.
Sedlerne vil nu blive gennemgået én efter én, så kun borgere, der lever under trange kår, får sig en julegave.
Provst Mette Moesgaard Jørgensen er ked af forløbet.
- Hele vores samfund er bygget på tillid. Det her er tænkt til dem, der er værdigt trængende. Det er dem, der ikke selv har råd til at give deres børn en julegave. Så når jeg trækker en seddel og går ud og køber en gave til et barn eller et ungt menneske, så skal det være fordi, der reelt set er behov, siger hun til TV MIDT-VEST.
Organisationerne, der deler julehjælp ud, oplever så stor efterspørgsel i år, at de har svært ved at følge med.
Frelsens Hær har fået omkring 11.500 ansøgninger og håber samlet at kunne tilbyde julehjælp til mellem 8500 og 9000 familier.
- Vi har et reelt problem, og nogle af de lokale afdelinger har ringet til os i panik, fordi de er langt bagud og mangler virkelig mange penge. De skal egentlig klare sig selv, men vi har sagt, at vi gerne vil spæde til. Alligevel er der ikke nok, siger informationschef i Frelsens Hær, Lars Lydholm, til TV 2.