Det kan betale sig at dræbe en konge, forelske sig i sin tvillingsøster og slå hunde og børn ihjel. I hvert fald, hvis man hedder Nikolaj Coster-Waldau og står overfor sit store gennembrud i Amerika.
Det er ikke første gang, den danske skuespiller har en rolle i en amerikansk film eller tv-produktion. Men med rollen som Jaime Lannister, også kaldet Kingslayer, i tv-serien "Game of Thrones" har USA for alvor fået øje på ham. Også en af Hollywoods allerstørste, Tom Cruise. Danskeren er netop kommet hjem fra optagelser med Mission Impossible-stjernen.
- Der er ingen tvivl om, at det ikke skader at være med i en serie med så stor succes. Og jeg har også lavet to film derovre efterfølgende. Og der har serien sikkert haft en meget stor betydning, siger han til Ritzau.
Hele 8,3 millioner seere fulgte med, da "Game of Thrones" anden sæson have premiere i USA. Det betyder, at mange mennesker har lagt mærke til Coster-Waldau i rollen som Kingslayer.
- Det er klart, at hvis der er en samtale med en instruktør og en caster, og man bliver nævnt, er det nemmere at have "Game of Thrones" som en direkte reference - i stedet for at man bare fremviser et stykke papir og et billede, forklarer den danske skuespiller.
- Serien er jo blevet en succes. Mange i Hollywood har set den, og så tænker de 'Nårh det er ham'. Så det gør en forskel. Og det gør det nemmere at få andre job. Tror jeg. Håber jeg, uddyber han.
Nikolaj Coster-Waldau er netop vendt hjem fra USA, hvor han har lavet optagelser til filmen "Oblivion" med Tom Cruise og Morgan Freeman. Næste skridt er optagelserne til tredje sæson af "Game of Thrones", der skal filmes i Belfast, Dubrovnik og i Island.
Sæson to af "Game of Thrones" har dansk tv-premiere den 2. maj.